Så kom dagen, hvor turen igen gik til Thailand.

Efter 2 år 6 måneder og 11 dage, var det op på "hesten igen", med Thai Air. Denne gang med et 90 dages visa.

Efter at vi i Danmark havde smidt mundbindet, så var det bare på med "kluden" igen, selv i dag (2023) bruger de det stadig ude på "landet"

Igen blev det til 4 dage i Bangkok inden der var afrejse nordøst på (Renu Nakhon)

Man skulle lige vænne sig til ikke at lave en "døjt", INTET måtte man lave. Hænge vasketøj op eller hjælpe med at vaske op, var bandlyst, "Hvad ville naboerne ikke tænke".

Til nød kunne jeg få lov til at rede senge hver morgen, lige indtil datteren og svigersøn kom på besøg, så røg den arbejds tjans også :-(.

Men efter 3 uger så havde jeg vænnet mig til det :-).

MEN, hvis det ikke havde været for min lange gå tur hver morgen og 5 km løb hver eftermiddag, så kan det godt ske, at det ikke var gået så nemt.

Men først skulle en stakkels Bøffel lade livet og ofres til Budha for at vi begge havde overlevet Corona og nogle andre løfter.

Den lokale  "felt bane", det er squ sin sag at løbet 5km hver dag i 30-36 graders varme.

Den lille "rulle pølse" på scooteren gjorte det også, men blev kørt hjem.

Denne gang var det også sammen med Stiig og Kasemsee på udrejsen, de blev kun i Thailand i 30 dage.

Der var også plads til at fejre deres 10 år´s bryllupsdag og hendes 55 års fødselsdag.

Igen blev det store musik anlæg sat op.

En begravelse i Thailand, er ikke bare noget der skal overståes, med 30 min. i kirken og en hurtig "kop øl", hvis man er heldig

Det tager 4 til 5 dage inden der er blevet taget afsted med den afdøde.

Først bliver vejen spærret halvt af, for at rejse et telt med borde og stole til gæsterne, i Thailander er alle i familie med alle. En person i 4 led, er næsten nært beslægtet :-).

Nu går alle kvinderne ellers igang med at lave mad til de fremmødte. Om aftenen ankommer de lokale munke og messer en 1 time eller 2. Derefter spises der igennem for til sidst at give penge gaver til den/de efterladte, festen skal jo betales.